Et passionsproject
Maries er et passionsproject, som er udsprunget af min egen lyst til at finde og støtte producenter i lokalområdet,der dyrker og producerer fødevarer på mere traditionel vis, og på en måde der støtter og opbygger vores natur. Kødspisning/spisere er meget udskældt for tiden, og det mener jeg er forkert grebet an. Vi bliver nødt til at kigge på, at vi som mennesker har spist kød så længe vi har eksisteret, og at det der er ”problemet” nu om dage, ikke er at vi spiser kød, men måden vi anskaffer det. Vores kødforbrug er baseret på en produktionsform, som tager udgangspunkt i importeret foder, der blandt mange andre uhensigtsmæssige ting, indeholder soja. Det er i mange tilfælde gjort muligt at producere, fordi store arealer af regnskov er blevet brændt ned for at lave landbrugsjord. En nedbrænding der sker dagligt. Selv nu i skrivende stund, og med stor sikkerhed også når du læser dette.
Jeg mener, at den miljømæssigt løftede pegefinger flagrer lidt i en forkert retning. Vi må derfor begynde at overveje, hvad der er en mere hensigtsmæssig produktionsform, og her mener jeg, at regenerativt landbrug, holistisk afgræsning, naturpleje og ikke mindst lokal produktion er vigtige og nødvendige elementer.
Udover de miljømæssige aspekter, så er det også værd at nævne helbred! Jeg har selv døjet med dårligt helbred i en lang årrække, og forsøgt mig med alle de velmenende retningslinjer.
Fx umættet fedt, mere frugt og grønt, masser af fuldkorn, og jeg har sågar gået hele vejen og levet vegansk i en årrække. Det hele med det resultat at det bare gjorde tingene værre, eller gav nye problemer. Gang på gang stod tilbage med en modløs følelse, og lysten til at give op og leve med, at der jo måtte være noget i vejen med mig, når nu intet virkede. Ikke en fed følelse, og bestemt ikke særligt motiverende.
MEN da jeg endelig begyndte at kigge på traditionel madlavning, hvor man bruger principper som at leve af næringsrig mad. Fx kød MED fedtkant og det hele samt at bruge indmad og koge suppe/fond på benene, så begyndte jeg endelig at mærke en forbedring. Jeg er ikke på mirakuløs vis helbredt, men jeg kan nu håndtere mine problemer, og så længe jeg holder fast i nogle gode grundprincipper det meste af tiden, så kan jeg også afvige indimellem uden de store konsekvenser. Og det giver håb!
Denne Følelse af håb vil jeg gerne dele, så jeg har forsøgt her at gøre det nemmere for folk i og omkring Vejle, at få fingre i kød som er produceret efter gamle principper, og på en måde der støtter vores natur!
-Venligst Marie